Gå til sideindhold

I 10. klasse tilbydes mange forskellige valgfag. Vi opdaterer dem jævnligt, da vi er en skole i udvikling, og vi hele tiden tilpasser valgfagene til den pågældende elevgruppe. 

Skoleåret har tre valgfagsperioder. En i efteråret og to perioder efter nytår - uge 2-10 og uge 11-18.

E-SPORT

Vi har en E-sport forening i Frederikssund Kommune, som vi har lavet et samarbejde med. Her kan vi låne computerudstyr og lokaler. Lokalerne ligger tæt på skolen.

FIFA

Vi spiller FIFA i Ungdomsklubben - I løbet af valgfaget bliver der masser af mulighed for at træne og afprøve forskellige spillestile, som vil udvikle dine FIFA-kompetencer. Du vil derfor få en fantastisk virtuel mulighed for at komme til at spille på hold med blandt andet Messi og Ronaldo. Valgfaget er både for øvede og for nybegynder.

FILMENS VERDEN

I filmens verden dykker vi ned i de forskellige filmgenre og taler om, hvad der gør en film god. Vi ser alt fra filmklassikere som "Pulp Fiction" til nyere film som "Train to Busan" og "The Fast and the Furious". Med andre ord kommer vi godt rundt, og det bliver aldrig kedeligt. Faget er lidt ligesom en udvidet filmklub, hvor vi ser film men også snakker om filmene, så vi lærer noget af det. Nok det eneste fag, hvor man godt må spise popcorn, mens vi har faget.

MUSIK / BANDWORKSHOP

Spil på instrumenter og spil i band. Undervisning i band-instrumenterne elguitar, elbas og trommer – lær om keys/klaver og sang i band. Lær instrumenterne at kende med bandworkshops og sammenspil. Lærere: Peter Ravn og Jens Stoklund Jensen, der er uddannet fra Rytmisk Musikkonservatorium.

0.G & 0.X

0.G - forbereder eleverne på at gå på gymnasiet. De bliver undervist af gymnasiets lærere på hhv. Frederikssund gymnasium og U/Nord handelsgymnasium i Frederikssund. Eleverne introduceres her til gymnasielivet samt til gymnasiefag og arbejdsformer, som er med til at gøre overgangen nemmere, fra 10. klasse til de gymnasiale uddannelser.

0.X - Med titlen ”så normalt som muligt – så specialiseret som nødvendigt” udbyder Frederikssund Gymnasium en helt særlig HF-uddannelse til elever med diagnoser. Med valgfaget 0.x. kan eleverne forberede sig på at gå på gymnasiet i de helt rette rammer.

UNORD Business

I samarbejde med U/NORD laver vi et forløb om innovation/entreprenørskab - man kan bla. andet prøve kræfter med Løvens hule på U/Nord. Fra en ide, til et færdigt produkt. 

”Danmark er et land af iværksættere. Mennesker med en god ide, som kan lave det til en levevej. På EUX lærer du hvad der skal til for at starte din egen virksomhed. Fra ide-proces til udarbejdelse af forretningsplan og drift af virksomheden.”

FRANSK

I dette forløb lægges der vægt på, at eleverne gennem mundtlig og skriftlig kommunikation anvender deres færdigheder til at kommunikere i forhold til deres sproglige bevidsthed. I mundtlig kommunikation skal eleverne forstå hovedindhold og detaljer med det mål at kunne redegøre for egne holdninger i et sammenhængende sprog. 

I skriftlig kommunikation skal eleverne skelne mellem forskellige læste teksttyper og selv kommunikere klart og forståeligt på skrift afstemt efter modtager og valg af medie. I kultur og samfund skal eleverne opnå en udvidet kulturforståelse og skal kunne anvende fransk i mødet med fransktalende.

FYSIK / KEMI

I faget fysik/kemi skal eleverne lære om fysiske og kemiske forhold i natur og teknologi samt sammenhænge i og anvendelse af denne viden. I samarbejdet med de naturfaglige valgfag i 10. klasse skal eleverne bygge videre på natur/teknologi og fysik/ kemi i 7.-9. klasse og udvikle naturfaglige kompetencer, så de kan genkende, formulere og tage stilling til problemstillinger med fysisk og kemisk indhold.

TYSK

I dette forløb lægges der vægt på, at eleverne gennem mundtlig og skriftlig kommunikation videreudvikler deres færdigheder i at kommunikere samt deres sproglige bevidsthed. I mundtlig kommunikation skal eleverne forstå hovedindhold og detaljer med det mål at kunne redegøre for egne holdninger i et sammenhængende sprog. I skriftlig kommunikation skal eleverne skelne mellem forskellige læste teksttyper og selv kommunikere klart og forståeligt afstemt efter modtager og valg af medie. I kultur og samfund skal eleverne fortsat udvikle deres kulturforståelse og anvende tysk i mødet med tysktalende.

KREATIVT VÆRKSTED

Dette valgfag tilbyder et rum for fordybelse og praktiske færdigheder. Faget dækker forskellige håndværk som tegning, akvarel, papirskæring og broderi.

Du får stor indflydelse på, hvilke teknikker og materialer vi skal arbejde med. Find inspiration og lær nye, kreative færdigheder.

STUDIECAFÉ

Hver mandag er der mulighed for - under hyggelige rammer - at samle op på evt. manglende skolearbejde eller øve noget, man gerne vil blive bedre til.